I naturlige klimaer betragtes solstråling som hovedårsagen til belægningens aldring, og princippet om eksponeringsstråling under vinduesglas er det samme.Derfor er simulering af solstråling afgørende for kunstig klimaaldring og kunstig eksponering for stråling.Xenonbuestrålingskilden gennemgår et af to forskellige lysfiltreringssystemer for at ændre spektralfordelingen af ​​den stråling, den producerer, simulering af spektralfordelingen af ​​ultraviolet og synlig solstråling og simulering af spektralfordelingen af ​​ultraviolet og synlig solstråling filtreret med en 3 mm tykt vinduesglas.

Energifordelingen af ​​de to spektre beskriver irradiansværdien og den tilladte afvigelse af lysstrålingen filtreret af filteret i det ultraviolette lysområde under 400 mm bølgelængde.Derudover har CIE No.85 en irradiansstandard med en bølgelængde op til 800nm, da xenonbuestråling bedre kan simulere solstråling indenfor dette område.

Under testprocessen af ​​eksponeringsudstyret kan irradiansen ændre sig på grund af ældningen af ​​xenonbuen og filtersystemet.Denne ændring sker især i det ultraviolette område, som har den største fotokemiske indvirkning på polymermaterialer.Derfor er det ikke kun nødvendigt at måle eksponeringstiden, men også at måle bølgelængdeområdet under 400 nm eller eksponeringsstrålingsenergien ved en specificeret bølgelængde, såsom 340 nm, og bruge disse værdier som referenceværdier for belægningsældning.

Det er umuligt nøjagtigt at simulere virkningerne af forskellige aspekter af klimaforhold på belægninger.Derfor bruges udtrykket kunstig klimaældning i xenonlampens testkammerstandard til at skelne mellem naturlig klimaaldring.Den simulerede vinduesglasfiltrerede solstrålingstest nævnt i xenonlampetestkammerstandarden kaldes kunstig strålingseksponering.